Billedtekst: Et af "stamtræets" tre forgreninger, hvor man ser objekterne tilsyneladende tilfældigt spredt i en blanding af figurative associationer som strikketøjet, og de mere sære ting som spor af et stadigt igangværende arbejde. (HL)

Charlotte Brüel

Billedkunst / Visual Art

Home

<

item6

Anmeldelse:

Politiken 12.8.1982

Generationer mødes i kunsten

Et stamtræ af spor i Kvindegalleriet

Kvindegalleriet, Lars Bjørnsstræde 5B. Ti-fre. kl. 13-17.30, lø. kl. 13-17. Til 29.8

“Spor i ler” hedder Charlotte Brüels nye udstilling i Kvindegalleriet, med brug af både moderen, keramikeren Lis Brüels blå-hvide glasur-ornamenter og datteren Louises modellerede figurer. De dukker op som anderledes, men alligevel helt selvfølgelige spor af samliv mellem Charlotte Brüels egne sarte prægninger i det rødlige, uglaserede ler, tilsyneladende tilfældigt spredt ud midt i “stamtræet”.

Stamtræet er et kæmpemæssigt bølgende bord, der på en sandbund breder sig i hele lokalet og forgrener sig i tre, med et blødt lag af gråblåt fløjl og en skov af figurer, der spænder fra det figurative til det kun lige akkurat berørte. Klumper af ler, med håndfladers eller fingerspidsers lette berøringer, får lov til at stå sammen med udrullede tynde flader, fragmenter af et eller andet, sammenkrøllede ruller m.m. som de lovende begyndelser til en proces, man i andre figurer ser ført videre.

Aftryk af barnehænder stilles sammen med stumper af børnetøj, strikketøjet i ler former sig til højst konkrete tasker og stumper af en kuppel, skår af moderens glaserede blomstermotiver forenes med en mere rå og ufærdig masse, midt imellem mere udefinerlige objekter og helt naivistisk charmerende små figurgrupper i en eller anden dagligsituation.

Det er en meget åben udstilling, både form- og holdningsmæssigt. Den ike bare bærer spor af liv, som titlen siger, eller spejler det som den bølgende spejlvæg bag bordet. Men den ånder nærværende af liv i den aktive udveksling af flere samtidige planer.

HELLEN LASSEN

>