Ny Nordisk Kunst, Moskva 1990

 

 

Udstillingsbeskrivelse

 

Det ville være spændende at ha’ billedkunsten inddraget i “Next Stop Sovjet”. En billedkunst, der er lavet i forlængelse af de ting, der skabtes i Rusland først i dette århundrede og i den første tid efter 1917 – indtil det politiske regime afskar kunstnerne fra som politisk og kunstnerisk fri individer at videreudvikle kunsten.

Glasnost kunne da mødes med vestligt, nordisk udviklede efterkommere af deres egne landsmænds tidligere nysyn.

Jeg kunne tænke mig ( med baggrund som billedkunstner og cand. mag. i kunstpædagogik ) ud fra disse kriterier at sammensætte en gruppe billedkunstnere, der ud fra min helt personlige søgen opleves som nyskabende.

Så at sige “komme tilbage” med den kunst, der er en efterkommer af den “traditionelle”, abstrakte kunst i den form, der blev udviklet sideløbende med optakten til og under den første tid efter Den Russiske Revolution 1917 af malere som f.ex. Kandinsky og Malevich, begge kunstnere, der i ønsket om og bestræbelsen på nysyn ( for deres vedkommende kunstnerisk) arbejdede i en slags parallellitet med de folk, der ( ad politisk vej ) ville skabe et nyt samfund.

Siden blev netop denne tids kunstnere “fordrevet” til de europæiske lande, fordi politikerne i denne ny tids regime begyndte at stille krav om bogstavelig samklang – om en art propagandistisk brugsværdi, der kom til udtryk i socialrealismen. Siden blev den samme abstrakte kunst fordrevet fra Tyskland, efter at Nazi-regimet fandt denne udtryksform farlig og I en parallel ( der vækker eftertanke ) til U.S.S.R. hellere så realistiske fremstillinger af muntert arbejdende folk – i Tyskland var bønderne (mærkeligt nok ) foretrukkent motiv – frem for abstraktioner, der gav udtryk for tiltro til individuelt baserede sindslige oplevelser.

I slutningen af 60’erne – da “ungdomsoprøret”, som det hed, stræbte efter politisk bevidstgørelse på alle områder, kunstnernes arbejde inklusive – skete noget tilsvarende blot på mindre massiv måde ved at mange unge, vestlige kunstnere pålagde sig selv en slags visuelt politisk medansvar.

Det skete på et historisk tidspunkt, efter at den abstrakte udtryksform i billedkunsten var blevet yderligt bogstavelig – næsten som en immateriel venden tilbage til udgangspunktet (Malevich’s maleri hvidt i hvidt, kun med stofligt skift) blev der i 50’erne udstillet “et tomt rum” af Yves Klein, der ville udstille kunstens ånd (ca.), efter at ha’ fremstillet monokromer i ultramarinblåt, guld og rødt i nogle år. På samme tid malede Jackson Pollock i Amerika ekspressionistisk abstrakt kunst, lidt i slægt med Asger Jorn her i Danmark. På denne måde blev den nordiske, romantiske tradition og moderne maleri knyttet sammen – igen – næsten som vi så det i det udgangspunkt, som Kandinsky satte fra på, da han skabte sine første abstrakte billeder.

Nu står vi i en situation, hvor vi kommer tilbage til den første abstraktions hjemland med en kunst, der, modsat kunsten I U.S.S.R. de sidste 70-80 år, har haft en relativ frihed til at videreudvikle intensioner med historisk udgangspunkt i Rusland først i dette århundrede.

I de nordiske lande har den abstrakte kunst – måske i mindre grad end i andre vestlige lande – ikke ladet sig indfange af pastichen på den nu historiske abstrakte kunst. Behovet for at folkeliggøre kunsten gennem en slags populistisk menneskeskildring har fortaget sig siden 70’erne. Og moderne kunst er igen en bred vifte af meget forskellige udtryksformer.

Jeg vil fokusere på den nyeste kunst, der stadig har synlige rødder i den “klassisk”, abstrakte kunst – men som i øvrigt endnu ikke lader sig beskrive samlet under en edikette. Jeg husker en russisk astronauts betragtninger (bragt i en dansk avis for knap et års tid siden) om den numinøse følelse han blev opfyldt af, da han langt ude fra rummet så den lille, grønne og blå klode – jorden! Hvor uendeligt små vi er – og hvor meget kærlighed vi rummer som enkeltmenneske for netop denne jord. En følelse, som kommer til udtryk i det “globale” ønske om fred, som mange unge nærer, uden forståelse for tidligere generationers “overdrevne” sans for den enkelte nations egensindige og malplacerede stolte insisteren på deres version af freden. Det, denne astronaut gi’r udtryk for, er ligeledes i nær slægt med følelser, der er igangsættende i mine og mange samtidige, yngre kunstneres arbejder. Kernen i denne oplevelse er overskridelse imellem ægte følt individuel (og dermed også nationalt betinget!) kærlighed til kloden og en “a-national”, rationel forståelse for, at kloden kun kan overleve i kraft af at fællesskabet udvides til at indbefatte samtlige mennesker i samtlige nationer og i samtlige kulturer.

En betingelse for denne tankegangs videre udvikling er, at vi får chancen for individuelt, tværkulturelt og i “nærkontakt” at møde hinanden.

 

Jeg vil gerne opbygge en udstilling, som skal gi’ mulighed for at et kunstnerisk møde kommer i stand med stikord i den abstrakte kunst, som en Kandinsky, en Malevich og sikert flere vi blot ikke kender her, fra tiden omkring den russiske revolution, var igangsættere for.

Jeg vil opbygge en udstilling sammensat af de kunstneres kunst, der befinder sig et sted i lige eller kurvet linie fra billeder skabt for tre generationer siden i Rusland. Et gammelt nysyn, som stadig har sin aktuelle værdi, i en ny udformning, , der er præget af vores omgivende samfund og tid. Vil en sådan nordisk kunst gi’ en udpræget nordisk oplevelse i U.S.S.R. i dag? Vil et fælles grundlag, der har hvilet sig i disse ca. tre generationer, være opleveligt hen over nationalitetsgrænser? Hvad vil det sætte i gang i Moskva i dag? Og hvad vil vi nordiske kunstnere lære om os selv ved at vise vores billeder for et sovjet-russisk publikum med mulighed for dialog med nulevende sovjettiske kunstnere?

 

Charlotte Brüel

 

Charlotte Brüels invitation til de deltagende kunstnere og senere forord til udstillingskataloget.

Politiken 12.6.1990

Dagens portræt

 

To års stædig kamp

Myten om kunstnere som hjælpeløse børn, hvad angår praktiske og organisatoriske ting kan aflives. I hvert fald, hvis man ser på det arbejde, den 45-årige billedkunstner Charlotte Brüel har lagt for dagen i forbindelse med en udstilling om moderne nordisk kunst, der foregår i Det Centrale Kunstnerhus i Moskva i denne måned.

Med en udsædvanlig portion stædighed og energi har hun fået skabt denne udstilling, der publikumsmæssigt er blevet en succes, og som kan give frugtbare kontakter mellem sovjetiske og nordiske kunstnere. Idéen til projektet fik hun for to år siden i forbindelse med Next Stop-bevægelsens udvekslingsprojekter, der kom i kølvandet på Sovjetunionens nye åbenhed.

Men det krævede en mængde fodarbejde og snak for at få myndigheder og organisationer i de nordiske lande til at støtte projektet økonomisk. 210.000 ( 400.000 cb ) fik hun skrabet sammen, og det var lige nok til transport, forsikringer og katalog. De 14 deltagende nordiske kunstnere er privat indkvarteret I Moskva.

I Moskva opstod nye problemer. De sovjetiske værter krævede en modudstilling i Danmark. Ellers ville dørene ikke blive åbnet. Også det problem og andre bureaukratiske vanskeligheder klarede Charlotte Brüel, bl.a. ved at få kulturminister Ole Vig Jensen (R) til personligt at gribe ind.

Det er nok ikke bevidst, men det ligner næsten en tanke, at hun selv bidrager til udstillingen i Moskva med såkaldte trampolin-installationer. Op og ned er det gået i denne sag, men det er altså lykkedes for hende at lande på begge ben…

Charlotte Brüel er uddannet på Kunstakademiet hos professor Egill Jacobsen. Hun debuterede i 1968 på Charlottenborgs Forårsudstilling, men kastede sig så et par år efter over litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Kom dog tilbage til billedkunsten i 1974 og gik på akademiets grafiske skole og Kunstpædagogisk skole og tog en magistergrad i Kunstpædagogik.

Hun har flere gange udstillet på Charlottenborg, har været med på Sophienholm og har haft udstillinger i bl.a. Kvindegalleriet, Odense Kunstmuseum og Grevinde Danner samt deltaget I Fools-festivalen. I sin abstrakte kunst arbejder Charlotte Brüel meget med ruminstallationer og inddrager video og dias. Ved enkelte lejligheder har hun arbejdet sammen med sin mand, grafikeren og tegneren Henrik Flagstad.

Per Dabelsteen