item5

Politiken 12.6.1990

Dagens portræt

 

To års stædig kamp

Myten om kunstnere som hjælpeløse børn, hvad angår praktiske og organisatoriske ting kan aflives. I hvert fald, hvis man ser på det arbejde, den 45-årige billedkunstner Charlotte Brüel har lagt for dagen i forbindelse med en udstilling om moderne nordisk kunst, der foregår i Det Centrale Kunstnerhus i Moskva i denne måned.

Med en udsædvanlig portion stædighed og energi har hun fået skabt denne udstilling, der publikumsmæssigt er blevet en succes, og som kan give frugtbare kontakter mellem sovjetiske og nordiske kunstnere. Idéen til projektet fik hun for to år siden i forbindelse med Next Stop-bevægelsens udvekslingsprojekter, der kom i kølvandet på Sovjetunionens nye åbenhed.

Men det krævede en mængde fodarbejde og snak for at få myndigheder og organisationer i de nordiske lande til at støtte projektet økonomisk. 210.000 ( 400.000 cb ) fik hun skrabet sammen, og det var lige nok til transport, forsikringer og katalog. De 14 deltagende nordiske kunstnere er privat indkvarteret I Moskva.

I Moskva opstod nye problemer. De sovjetiske værter krævede en modudstilling i Danmark. Ellers ville dørene ikke blive åbnet. Også det problem og andre bureaukratiske vanskeligheder klarede Charlotte Brüel, bl.a. ved at få kulturminister Ole Vig Jensen (R) til personligt at gribe ind.

Det er nok ikke bevidst, men det ligner næsten en tanke, at hun selv bidrager til udstillingen i Moskva med såkaldte trampolin-installationer. Op og ned er det gået i denne sag, men det er altså lykkedes for hende at lande på begge ben…

Charlotte Brüel er uddannet på Kunstakademiet hos professor Egill Jacobsen. Hun debuterede i 1968 på Charlottenborgs Forårsudstilling, men kastede sig så et par år efter over litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Kom dog tilbage til billedkunsten i 1974 og gik på akademiets grafiske skole og Kunstpædagogisk skole og tog en magistergrad i Kunstpædagogik.

Hun har flere gange udstillet på Charlottenborg, har været med på Sophienholm og har haft udstillinger i bl.a. Kvindegalleriet, Odense Kunstmuseum og Grevinde Danner samt deltaget I Fools-festivalen. I sin abstrakte kunst arbejder Charlotte Brüel meget med ruminstallationer og inddrager video og dias. Ved enkelte lejligheder har hun arbejdet sammen med sin mand, grafikeren og tegneren Henrik Flagstad.

Per Dabelsteen

Charlotte Brüel

<

Home

>

Artikler/interviews

Udstillinger/værker

CV

Arkiv/tidslinie